Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om børnehuset

Børnehuset Trinbrættet vigtigste mål er at være med til at give børnene de bedste betingelser og muligheder for at kunne indgå aktivt i det samfund, som vi lever i, og som er under stadig forandring.

Vi vægter højt at styrke børnenes undren og spørgelyst, samt at børnene gør sig erfaringer med at være en del af fællesskaber. 
Læring, opdragelse og dannelse supplerer således hinanden.

Velkommen til Børnehuset Trinbrættet
I Trinbrættet møder I et vuggestueteam og et børnehaveteam opdelt i 4 aldersopdelte grupper. I Trinbrættet arbejder vi med faste grupper og grupperum, der er indrettet til den enkelte børnegruppe, deres interesse og udviklingsniveau.
Vi har et værdisæt i børnehuset, som vi arbejder ud fra:

  • Vi arbejder i børnehøjde
    Det betyder, at vi vægter at personalet er aktive og nærværende sammen med børnene. Børnene bliver hørt, set og forstået.
  • Vi er til stede i nuet
    Vi er optaget af at skabe den bedste dagligdag for barnet. Vi prioriterer nuet – hvad kan lade sig gøre ud fra den virkelighed, vi står i, og vi samler på de små gyldne øjeblikke med jeres børn.
  • Vi løser kerneopgaven sammen
    Vi spiller hinanden gode – situationsbestemt og personbestemt. Vi vil lytte og spille sammen ligesom et symfoniorkester.
    Forældrene er en del af symfoniorkesteret. Børn trives, når forældre og medarbejdere trives. Derfor vægter vi den daglige kontakt med jer meget højt.

Vi er optaget af det gode børneliv
Børn lærer igennem leg. Derfor fylder legen meget i vores hverdag. Her kan man gøre sig erfaringer med sig selv og det at være en del af børnefællesskabet.

Legeplads
Vi har lige fået renoveret vores legeplads, så den giver plads til endnu mere leg. Vi er glade for vores bålhytte, hvor der ofte bliver tilberedt mad til alle samt alle de mange spændende steder på legepladsen, som inviterer til leg.

Udflugter
Vi kan godt lide at komme på ture. Det kan være små ture i nærmiljøet eller lidt længere ture f. eks til Hareskoven eller til København – alt efter hvad der giver mening i forhold til gruppens projektarbejde.

Børnemad
Vi vægter økologi og klimabevidst mad, og at alt mad er lavet fra bunden i vores køkken. Vi har sølvmærke i økologi. Gladsaxe kommune tilbyder mad til alle børn, og medarbejderne får pædagogiske måltider. Dvs. at de spiser sammen med børnene. Der arbejdes med madmod, mad-kendskab og ikke mindst nydelse.

Rundvisning
Vil du se vores dejlige børnehus, så ring på tlf. 39 57 69 10 og lav en aftale med børnehusleder Kirsten Richter.

Samtale inden start i Trinbrættet
Når I som ny familie har fået en plads i Trinbrættet, vil I blive indkaldt til en velkomstsamtale omkring 14 dage før start. Her møder I den pædagog, der vil modtage jeres barn og børnehusleder Kirsten Richter. Samtalens formål er at lære jeres barn at kende. Desuden vil vi aftale, hvordan barnets første dage i Trinbrættet skal foregå.